fredsfløj i krise

”Tostatsløsningen er død”

Thomas Friedman i New York Times10.2.16

”Endelig har Thomas Friedman fattet det. Ikke helt, men næsten”, slog den israelske journalist Gideon Levy fast sin klummeplads i avisen

Levy refererende til den amerikanske Thomas Friedmans seneste kommentar i New York times, hvor han blandt andet skrev:

”Den kommende amerikanske præsident vil blive nødt til at forholde sig til et Israel, der er fast besluttet på at gøre kontrollen med hele området mellem Jordanfloden og Middelhavet til en permanent tilstand”. Med andre ord skriver Friedman, må USAs kommende præsident – og resten af verden med hende/ham – vænne sig til at Israel aldrig vil opgive besættelsen af Vestbredden.

”To-stats løsning er død. Vend jer til det”, skrev Thomas Friedman. Det var noget af en kovending. Friedman har fra sin post på en af USAs største aviser mange gange blandet sig i debatten om fred i Mellemøsten. Han har i årtier argumenteret for og promoveret to-statsløsningen – for en palæstinensisk stat side om side med Israel. Det var også Friedman der tilbage i 2002 i en klumme efter et besøg i Saudi Arabien lancerede, det der sidenhen blev til ’Det Arabiske Initiativ’. Det var bygget på Friedmans samtale med dengang kronprins sidenhen kong Abdallah. Det fremgik af klummen at Saudi Arabien ville tilskynne at hele den islamiske verden på een gang ville gøre Israel salonfähig, oprette diplomatiske forbindelser og skrinlægge alt fjendskab, det øjeblik Israel og Palæstinenserne ville nå til en forhandlet løsning. Man havde svært indtryk af at ideen var Friedmans egen og at han havde formået at overbevise Abdullah om at den ville femskynde netop en to-stats-løsning og en permanent afslutning af den torn i øjet, der hedder Palæstina –Israel konflikten.

Selvom Friedman er en amerikansk kommentator, er hans klummer meget ofte en del af den israelske debat. Så det er ikke så underligt at Ha’aretz’ Gideon Levy går i åben dialog med Friedmans klumme og giver ham ’gode’ og ’dårlige’ karakterer for at ’forstået stoffet’.

I virkelighede skriver de begge to, Levy i Haaretz og Friedman i New York Times til samme publikum:

Den stadigt mere bekymrede og indskrumpede israelske fredsfløj og, de ligesindede og dybt frustrerede liberale amerikanske jøder, der med rette føler har brugt et langt liv på at støtte de israelske fredskræfter. Og som har håbet på fred imellem israelere og palæstinensere og som nu – hvor Israel har sin mest bosættervenlige højrenationale regering nogensinde uden udsigt til at nogen opposition kan vælte den – end ikke mere kan se noget lys flakke for enden af tunnelen. Og derfor er i vildrede.

Hvad skal man tro på

Skal man blive ved med at tro på at fred er mulig? skal man virkelig have tillid til Benjamin Netanyahu, der siger, at han går ind for en to-stats-løsning, men stadig bygger flere og flere nye huse i de bosættelser, der med fuldt overlæg ligger i vejen for en palæstinensisk stat. Og hvad betyder det for udsigten til fred, når formanden for den israelske opposition, formanden for det israelske Arbejderparti/ den Zionistiske Union, Yitzhak Herzog, direkte erklærer, at heller ikke han kan se, at der er nogen mulighed for at nå en to-stats-løsning i den nære fremtid? Eller sagt på en anden måde er der overhovedet mere nogen ’fredsfløj’, når Arbejderpartiet ikke mere tør sige højt at man stiler imod oprettelsen af en palæstinensisk stat men istedet præseneter en ny alternativ plan med israelske ensidige tilbagetrækninger , som i situationens virkelighed er fuldstændig urealistik.

På den israelske venstrefløj har der i umindelige tider hersket uenighed om, hvorvidt freden skal komme ad demokratisk vej: ved at vende et flertal af de israelske vælgere til at stemme for fred eller om forandringen skal komme udefra, ved pres fra ’verden’, fra EU, fra Washington og gennem FN-resolutioner.

Og imens diskussionen har raset er realiteterne – de så kaldte facts on the ground – stødt gået i den modsatte retning. Alene i 2015 har israel påbegyndt 1800 nye boliger på Vestbredden. Bosættelserne ikke alene slår rødder, de vokser også hele tiden stødt.

Det holder op en gang – eller gør det?

Den senste runde debatindlæg blev indledt af den israelske menneskerettigheds advokat Michael Sfard. Han har i mange år ført sager ved Israels højesteret for palæstinensere , nogengange for hele landsbyer, som er blevet berøvet deres jorde på grund af det israelske sikkerhedshegn, eller hvis ejendom er blevet vandaliseret af bosætter terror.

”En skønne dag vil besættelsen være forbi”, påstod Michael Sfard i sit debatindlæg,

et af agrumenterne var at, ingenting varer evigt. Ingen forduså f-eks. Sydafrikas apartheitstyres fld. Derfor er det heller ikke muligt at forudsige, hvornår militærbesættelsen af det område palæstinenserne stadig håber en dag skal blive Palæstina vil holde op.

Med andre ord var Sfards argument, at den israelske militærbesættelse vil kunne rulles tilbage, og gøre plads for Palæstina.

Sfard blev strax udfordret af en række andre debattører, der mener at han er naiv og nærmest er blind. Der er ingen der kan presse Israel til at afslutte besættelsen, så hvorfor skulle man dog tro at den slutter, skrev blandt andet Gideon Levy i Man bør jo kunne se at der for længst ikke er tale om en militærbesættelse, men om een statsmagt, der styrer to befolkningsgrupper i hele området mellem Jordanfloden og Middelhavet, altså i Israel og på den besatte Vestbred. Men at de to befolkninger, israelerne og palæstinenserne lever under to forskellige regelsæt, israelerne under israelsk civilret og palæstinenserne under israelsk militærlovgivning. Og man derfor må betragte Israel som en apartheidstat, der har forskellige lovgivninger for forskellige folk, argumenterer blandt andet en professor i politisk geografi fra Ben Gurion Universietet Oren Yiftahel. Han er grundlægger af en ny bevægelse, der kalder sig ’Et hjemland. To folk’. Og altså argumenterer for, at ophæve alle grænser og erkende situationen. At både israelere og palæstinensere lever i hele området mellem Floden og Havet, og skal have to ligeberettigede styresystemer uden at den ene part har kontrol over den anden.

Man skal med andre ord holde op med at tale om en besættelse og istedet se på realiteterne, lyder argumenterne – realiteterne er at der bor næsten 2 millioner palæstinensere indenfor Israels 1948 line, at over en halv million israelere, der bor på Vestbredden aldrig flytter, og at man derfor må undersøge hvilke andre muligheder, der er for at opløse og redefinere den situation som 2.5 million palæstinensere lever under, under israelsk militærstyre.

En anden del af diskussionen på den israelske venstrefløj - eller fredsfløj, handler om hvorvidt man aktivt skal støtte den såkaldte BDS bevægelse. BDS står for boykot, divest og sanktioner . Det er en international græsrodsbevægelse, der har til formål at isolere Israel internationalt efter samme model, som man i sin tid isolerede det hvide apartheidstyre i Sydafrika. Men det er kun et fåtal på fredsfløjen i Israel, der mener, at en demokratisk valgt regering kan eller skal presses af en græsrodbevægelse. En stadigt voksende gruppe israelske kunstnere nægter i midlertid at tage imod penge fra den israelske stat eller nægter, som Amos OZ blandt andre, at optræde ved arrangementer som er sponsoreret af eller foregår på de israelske ambassader i udlandet.

Dialogen foregår også på de israelske universiteter, hvor flere og flere forskere personligt bliver udsat for BDS, når de vil samarbejde med, besøge eller invitere kolleger fra universiteter og institutioner i udlandet, hvor faggrupper/ fagforeninger har tilsluttet sig BDS. Langt de fleste vil dog stadig helst skelne mellem boykot af varer fra bosættelserne eller optræden ( scenekunstnere) på Vestbredden og opfordring til boykot af Israel som sådan, idet de mener, at det ikke vil ændre Israels politik kun vil have den modsatte effekt: vil gøre regeringen endnu mere stejl.

Hexejagt

Denne interne diskussion på den israelske venstrefløj foregår samtidig med at organsationer (NGO’er) som Im Tirzu og Ad Kan, der er tæt knyttet til bosætter bevægelsen og fiannsieres af bosætter organisationer med nær forbindelse til undervisninsminister Naftali Bennet fra Bayit Yehudi partiet fører en McCarthy-agtig heksejagt på hele den samlede venstrefløj. I videoklip på sociale medier, i annoncer og plakater beskyldes menneskerettigheds organisationer og en lang række navngivne israelske kunstnere for at være fortage ’undergravende virksomhed’, være ’fremmede agenter’ og ’forrædere’.

Ad Kan har specialiseret sig i at sende selvbestaltede ’agenter’ ind i organisationer som f.eks. Breaking the Silence, forkladt sin ’venstreorienterede’. Disse ’agenter’ har bl.a. optaget private samtaler med hemmelige kameraer og ’samler nu materiale’ til yderligere kampagner.

’Forrædder-kampagnen’ fik i forfatteren , Amos Oz, til at tage til genmæle ved en forelæsning i midten af februar. Op igennem historien er mange væsentlige nytænkende personer blevet fordømt af deres samtid for at være forrædere, sagde Oz, og nævnte i flæng profeten Jeremias, Martin Luther King, Churchill og Israels egen David Ben Gurion. Den sidste blev i sin tid i 1947 den førstatslige ’yeshuv’ kaldt forrædder fordi han ville acceptere FN's delingsplan – der førte til staten Israels oprettelse.

”Den dag nogen her begynder at kalde Benjamin Netanyahu for forrædder, så ved jeg at tingene er begyndt´at flytte sig ”, slog Amos Oz fast.

EU holder fast i to-stats-tanken

Benjamin Netanyahu og hans regering sidder godt fast i sædet. En regering, der henholder sig til en juridisk vurdering skrevet af en tidligere højesteretsdommer Edmund Levy, der fastholder at folkerettens kan læses således at der slet ikke er nogen besættelse. En regering hvor man (ministrene fra Bayit Yehudi især) taler højt om at annektere størstedelen af Vestbredden for helt at gøre en ende på muligheden for en palæstinensisk stat.

EU har for nylig forsøgt at markere den usynlige grønne linie mellem Israel og den besatte Vestbred, ved at kræve nøjagtig mærkning af alle israelske varer, der er produceret i israelske bosættelser på besat land. De må ikke mere komme ind i EU som ’made in Israel’.

Mærkningskravet blev mødt af en israelsk regeringsbeslutning om at stadse al dialog med EU’s udenrigsansvarlige Federica Mogherini om Palæstinaspørgsmålet - en slags : hvis i boykotter os så boykotter vi også jer.

Den krise varede i tre måneder og blev opløst 12. februar i en telefonsamtale mellem Benjamin Netanyahu og Mogherini. Israel betragtede det som en stor sejr, at Mogherini til protokollen slog fast, at ’EU er imod boykot af Israel og imod BDS kampagnen, og at mærkningen af varer fra bosættelser ikke på nogen måde angiver hvordan eventuelle fremtidige forhandlinger mellem Israel og Palæstinenserne skal ende’. EU frafalder dermed kravet om at Israel SKAL trække sig tilbage til den grønne linie og Mogherini holder fast i muligheden for en forhandlet løsning med to stater.

Thomas Friedman er i uenig. I sin klumme i holder han både israelere og palæstinensere ansvarlige for simplethen at have dræbt to-stats-løsningen. Der er kun en mulighed tilbage for den kommende amerikanske præsident at forberede sig på at have med at gøre :

”Lad en-stats æraen begynde” – deklarerer Friedman , og forudser borgerkrig mellem israelere og palæstinenserne og en voksende international isolering af Israels regering.

Ha'aretz Gideon Levy, byder Freidman ’velkommen i klubben’ af dem, der ikke mere kan se at to stater som en realitet, men kritiserer ham for at lægge ansvaret på palæstinenserne. Ifølge Levy er det hele Israels skyld.

(c) hf, 150216