Nattevandring i Jerusalem


Efter nedskydningen af to israelere i Jerusalem d. 9. oktober er tusinder af politifolk udstationeret i byens gader i anledning af Yom Kipur, hvor landet lukker ned i 25 timer.

Hanne Foighel var på gaden i Jerusalem natten inden Yom Kipur for at høre de særlige bønner om tilgivelse, der traditionen tro skal siges mellem midnat og solopgang op til helligdagen.

Truslen om krig hænger altid et eller andet sted i israelernes baghoved. Ingen israelsk statsminister, forsvarschef eller efterretningschef vil nogensinde igen kunne være lige så skråsikker i sin vurdering af, at der IKKE er nogen krigsfare, som deres historiske forgængere var i oktober 1973. Dengang overså man faretegnene og blev overrumplet af et koordineret egyptisk-syrisk angreb på Yom Kipur, den vigtigste helligdag i den jødiske kalender. Det blev den blodigste krig i Israels historie.

Synagogen

Klokken er 3 om natten. Der er små 14 timer til Yom Kipur - fasten begynder og Jerusalems gader er hyldet i mørke. Men her er der mennesker på gaden. Mænd kvinder og børn, på vej til og fra synagogerne, der ligger spredt her med få hundrede meters mellemrum.

Mænd i alle aldre sidder bænket langs siderne i den lille synagoge midt i Jerusalems gamle Buchariske kvarter. Døren står åben, folk kommer og går. På første sal sidder et par kvinder og følger med i bønnen der består af en dialog mellem menigheden og forsangeren. Teksterne er hundredevis af år gamle og handler alle om tilgivelse.

40 nætter

Traditionen tro er Yom Kipur den dag, hvor gud skal bestemme hvem der skal leve og hvem der skal dø i det kommende år. Og op igennem århundrederne har der udviklet sig en tradition for disse særlige bønner om forsoning og tilgivelse. De skal synges om natten. Mellem midnat og solopgang. Hver nat i 40 nætter frem til Yom Kipur.

Yehuda, der selv er født i Teheran, men er vokset op i kvarteret for snart over 60 år siden, er min guide i hans barndommens gade. De Buchariske jøder er en slags samlebetegnelse for alle dem, der kom til først Palæstina og derefter Israel fra Iran, Uzbekistan og Afghanistan. I 1880erne byggede de et af Jerusalems første jødiske kvarterer udenfor bymuren. Husene er bygget som man byggede i Uzbekistan og Afghanistan i det 18. og 19. århundrede. Fra gaden går man ind ad en lille dør og gennem en lang gang ind i en indre gård. Midt i alle gårdene er der en brønd og rundt om den fælles gård er der boliger i to etager. Oprindeligt samlede hver rabbiner sin lille menighed omkring hver sin synagoge inde i disse gårdanlæg. Hist og her bor der stadig gamle Buchariske familier. Et sted står en gammel kvinde i en lang kjole og en typisk uzbekisk kvindekalot på hovedet og læner sig op af sin lyseblå malede dør. Sådan så min bedstemor også ud, betror Yehuda mig.

Gud er nærmere om natten

Hvorfor skal disse særlige Selichotbønner siges om natten, spørger jeg

Bønner skal bedes om natten, for der siger man, at himmelen er lavere, og gud er nærmere, forklarer Yehuda mig, og smiler. Sådan sagde man.

Vi er på vej rundt i de sidste rester af et stykke af Jerusalems historie. Yehuda og hans familie er for længst flyttet væk fra kvarteret der i løbet af de sidste par årtier er blevet overtaget af en anden og langt mere striks eller intolerant jødisk tradition, end den de voksede op med, forklarer han mig. I min barndom fyldte familierne her fra kvarteret alle de små synangoger. Nu er traditionen mere at man følger sin rabbiner

Der er dog ikke helt så tomt i synagogerne i det Buchariske kvarter som Yehuda giver udtryk for, I et helt særligt kompleks, hvor 5-6 synagoger ligger rundt om en fælles indgang, er der fyldt med unge familier og her er det de unge drenge, måske bare 7-8 åt gamle, der får lov til at synge for, mens de voksne mænd svarer dem.

Stilhed

Få gader herfra begynder Mea Shearim kvarteret, der er kendt som de sortklædte ortodokse azkenasiske jøders kvarter. Her er mændene klædt i pelshatte og silkekofter og de er blandt andet på vej til Grædemuren. Ifølge politiet var der klokken 2 allerede 20.000 mennesker samlet på pladsen foran Grædemuren. Både ortodokse og helt almindelige israelere, for selvom langt de fleste israelere i det daglige ikke skænker religionen en tanke, så dukker traditionen og religionen op hos de fleste, netop på Yom Kipur.

Et sted mellem 60 og 70 procent af landets befolkning vil ikke kun gå i synagogen i løbet af Yom Kipur. Rundspørger afslører, at de også vil faste i de 25 timer helligdagen varer.

Der er ingen verdslig lov om, hvad man må og ikke må på Yom Kipur, bortset fra at alle forretninger, biografer, teatre, benzintanke og kiosker er lukkede. Men: Alle veje ligger øde hen – som en uskreven lov er det kun ambulancer og politibiler. der kører på YomKipur.

Altså lige bortset fra cyklerne. For især i den sekulære by Tel Aviv er det ikke kun børn men også voksne der overtager vejbanerne på Yom Kipur, på samme måde som det var tilfældet under 1970’ernes bilfrie søndage i Danmark.

Solopgang

På motorvejen mellem Tel Aviv og Jerusalem er der usædvanligt mange biler i disse mørke nattetimer. Mange er uden tvivl på vej for at nå at bede om tilgivelse en sidste gang et sted hvor himlen hænger lavt.

Da solen står op over Edoms bjerge på den anden side af Jordanfloden står små familiegrupper på Scopusbjerget og betragter naturens farveleg på himmelen. En unge mand i bedesjal blæser i et vædderhorn - en Shofar. Hans bedstefar ser misbilligende til: det er ikke helt sådan det skal lyde, men smiler så alligevel til sidst.

I fuld tiltro til, at landets ledere holder øje med at hverken krige eller terror kommer til at ødelægge den højtidelige stemning, gør Israels sig klar til ved solnedgang at gå ind i religion og tradition i 25 timer.

Featured Posts
Posts are coming soon
Stay tuned...
Recent Posts
Archive
Search By Tags
Follow Us
  • Facebook Basic Square
  • Twitter Basic Square
  • Google+ Basic Square