Mennesket vil helst glemme ondskaben - den syriske fotograf Saeed Albatal har dokumenteret den, men
"Det er ikke folk, men regeringer der fører krig”, Ronald Reagan
Damaskus-forstaden Douma i det belejrede østlige Ghouta, december 2012
(c) Saeed Albatal
Saeed Albatal har aldrig haft noget andet våben end sit kamera i hånden. Med det har han kæmpet i den syriske borgerkrig, fra han i foråret 2011 kom til Douma cirka 20 kilometer fra Damaskus’ centrum i det østlige Ghouta-område for at dokumentere demonstrationerne imod præsident Bashar al-Assads styre, til han i oktober 2015 fik han tilbudt at komme ud af det belejrede område gennem en forsyningstunnel, som oprørerne i Den Frie Syriske Hær (FSA) havde gravet ud bag regimets checkposter.
”Da en god ven gav mig en helt usandsynlig mulighed for at komme ud, følte jeg, at jeg ikke havde mere at give, og at der ikke var mere at lære. Vi var fanget i et loop, der blev ved med at gentage sig selv. Det var meget frustrerende, og jeg tænkte, at det var på tide at se det hele udefra. Og som forventet var det chokerende,” fortæller han.
I 2012 blev omkring en million mennesker i det østlige Ghouta belejret af Bashar al-Assads regime, netop som de troede, at de var på vej til frihed fra diktatoren. Ingen kunne komme ind eller ud af området. Saeed Albatal påtog sig opgaven at dokumentere livet og døden, sulten og regimets giftgas- og bombeangreb – og menneskenes vilje til at leve.
I årenes løb har Saeed Albatal offentliggjort sine foto- og videooptagelser på sociale medier, og de er derfra blevet samlet op og distribueret, også i større internationale medier. Et af sine projekter kaldte han ”Humans of Syria”, Syriens mennesker. Det var inspireret af et mangeårigt projekt i New York, ”Humans of New York”. Ligesom det amerikanske projekt tog Saeed Albatal billeder af mennesker, han så på gaden, og bad dem hver især beskrive sig selv.
Almindelige mennesker i en næsten ufattelig ualmindelig hverdag. Som den lille pige, der hver morgen skyndte sig ud for at gynge på en rusten gynge i de tidlige morgentimer, inden bombeflyene begyndte at komme og kaste deres dødelige last ned over hendes verden. Eller en ældre mand, der sidder omgivet af mørket i et snedækket landskab og skutter sig ved et bål tændt i en gammel jerntønde, og som fortæller, at han elsker nattens stilhed.
”Glæde behøver ikke at være den store forvandling, små ting kan også ryste os dybt,”
Douma i den belejrede østlige Ghouta-enklave
(c) Saeed Albatal
I oktober 2015 kravlede Saeed Albatal gennem forsyningstunnelen, der egentlig var gravet ud, for at FSA kunne bringe medicin og våben ind i det belejrede østlige Ghouta. Han kom ud i al-Qabouns marker, nordøst for Damaskus’ centrum, og derfra kunne han til fods komme gennem henholdsvis et regime-checkpoint og et FSA-checkpoint og nå til Barzeh-kvarteret nord for Damaskus. I 2015 var det muligt, i dag er situationen en helt anden, fortæller han.
”Jeg havde givet mine forældre besked om, at jeg kom til Barzeh, så de kom derhen fra en anden by i Syrien, hvor de bor. Vi havde ikke set hinanden i næsten seks år. Mødet var kort. Jeg havde mulighed for at komme videre til Libanon, og de tog tilbage til deres hjem igen.”
Som alle andre syrere, der har været i oprørskontrollerede områder i længere tid, er Saeed Albatal meget forsigtig med at afsløre for meget. Frygten for Assad-regimet er uden tvivl velbegrundet. Han siger ikke, hvilken by han kommer fra. Ikke, hvor hans forældre bor, og ikke nøjagtigt, hvordan det lykkedes ham at komme ud af Syrien og til Libanon.
Saeed Albatal er lige fyldt 29 år. Han bor nu i Beirut og arbejder på en kortfilm om kontrasten mellem det Syrien, han forlod, og det overvældende pulserende liv i Beirut – kun få timer væk fra krigens destruktion. Han er også i gang med en længere dokumentarfilm på baggrund af de over 500 timers videooptagelser, det er lykkedes ham at smugle med sig ud af Syrien. Han har arbejdet på den i otte måneder allerede og regner med, at det vil tage ham yderligere et halvt år at få filmen færdig.
”På mange måder handler det om at undgå, at de dårlige minder forsvinder,” siger han og får det til at lyde som om filmen er en slags selv-rehabilitering ovenpå alt det grusomme han har set.
"Bag masken er der mere end kun kød. Under denne maske er der en idé.... og idéer er skudsikre", Joubar i den belejrede Østlige Ghouta enklave, september 2013.
(c) Saeed Albatal
Saeed Albatal er kommet ind i Libanon på et turistvisum:
”Det var som at gå igennem en tidstunnel. Beirut var uforstyrret den samme by, som jeg altid havde kendt den. Som om intet var sket. Og kun 100 eller 180 km væk sulter og dør mennesker under bomberegnen”.
Saeed vil ikke være flygtning:
”Jeg vil ikke ansøge om at komme ind under noget flygtningeprogram, hverken her i Libanon eller i noget andet land, for på en måde føler jeg, at der er en kæmpe stor voksende ’NGO tumor’, der vokser sig stor på flygtningesituationen. Jeg vil ikke lade mig registrere noget sted, så der ikke er nogen, der kan sælge mit navn og lave penge på mig”, siger han.”Helt bortset fra det opfatter jeg ikke mig selv som flygtning, og jeg føler jeg mig ikke fremmed her i Beirut. Jeg er barn af en Middelhavsby i Syrien, så jeg føler, at jeg er i den samme region. Næsten i det samme land på en måde. Vi er samme slags mennesker, forskellen er kun et checkpoint og noget papirarbejde. Jeg har ikke meget at gøre med det libanesiske system. De vil have, at vi registrerer os, men ellers lader de os syrere, der er her, i fred. De er nu begyndt at standse folk ved grænsen. For os, der allerede er her, opstår der kun problemer, hvis man forlader Libanon og vil tilbage igen. Man kommer ikke ind igen”
Da Assads styrker i sommeren 2013 dræbte over 1500 mennesker med giftgas, var Saeed Albatal den første, der dokumenterede det, drevet af den basale journalistiske tanke, at hvis bare verden kendte til regimets forbrydelser, ville der komme en reaktion. Verden – nogen – ville standse Assad. Men som årene er gået, er det blevet klart, at der ikke er en direkte korrelation mellem de billeder og videooptagelser, fotografer som Saeed Albatal har taget fra det østlige Ghouta, i Homs og i Aleppo, og verdens reaktion.
”På en måde troede jeg aldrig på, at det, jeg gjorde, ville give en øjeblikkelig reaktion. Det opgav jeg for længe siden. Jeg har lært ikke at gøre mig afhængig af reaktionen på mine handlinger, ikke at være afhængig af andres reaktioner på mit arbejde, uanset om det er foto, video, film eller ord, jeg har sat på skrift. Jeg har hele tiden opfattet det som en opgave, der handler om at gemme billederne og minderne af fortiden for fremtiden. Hvis der overhovedet er noget at tro på i dette område, i hele denne verden, så er det ikke på noget, der sker nu. Jeg tror på de endnu ufødte børn. Det er derfor, jeg har sat skarpt fokus på at gemme historien,” siger han.
”Tænk på de andre, når du tager hjem... og glem ikke menneskene i teltene,” i Outaya i den østlige Ghouta-enklave, januar 2015.
(c) Saeed Albatal
”Engang var det noget, jeg troede, men nu er det noget, jeg ved: Jeg har altid fornemmet, at der ikke var noget kortsigtet håb, men nu ved jeg, at det er sådan, det er. Efter de sidste seks år og alt det frygtelige, vi har været igennem, håber jeg, at mine og andres billeder vil blive bevaret, så vi sikrer os, at ingen nogensinde glemmer det, der sker hver eneste dag i Syrien. Jeg tror på, at det vil kunne have en stærk effekt på de kommende generationer at vide, hvad vi har levet igennem, så de kan lære af vores erfaringer.”
Der er noget ved det dybe mørke, fotojournalistens ord bliver talt fra, der kan lyde som en refleksion af den italienske forfatter Primo Levis erkendelser i mødet med verden udenfor, da han blev befriet efter et år i Auschwitz og erfarede, at verden i det store hele havde levet uforstyrret, mens han og millioner af andre befandt sig på dødens rand i helvedes forgård.
”Der er så megen dokumentation for de forbrydelser, regimet har begået. Hvad ønsker verden sig mere?”, spørger Saeed Albatal retorisk, og svarer selv:
”Vi mennesker har en ganske særlig evne til at glemme de dårlige erindringer alt for hurtigt. Det er et stort problem. For når vi tillader os selv at glemme, så er der større fare for, at vi gentager de samme fejl igen og igen. I stedet bør vi holde fast i erindringerne som et advarselstegn. Vi ved, hvordan tingene udviklede sig. Vi forstår, at mere vold kun avler endnu mere vold. Vi har observeret den basale misforståelse, at hvis man bare bruger nok vold, så kan man få al vold, al frygt og alle fjender til at forsvinde og leve i fred. Men det er netop den slags teorier, der holder os fast i voldscirkelen. Og årsagen til, at vi ikke kan bryde voldscirkelen, tror jeg, er, at vi glemmer alt for hurtigt,” siger han og fortsætter:
”Før menneskene føler, at de får retfærdighed, vil cirkelen ikke blive brudt. Islamisk Stat kom ikke ud af det blå. Den organisation er groet ud af folks frustration – en frustration, der var så stor, at de var villige til at sælge sig selv til djævlen.”
”Faktisk er den rækkefølge, skæbnen byder os, behæftet med en vis form for orden,” Douma i det belejrede østlige Ghouta, januar 2013.
(c) Saeed Albatal
Saeed Albatal har ikke brug for meget her i livet, siger han. Produktionen af filmen vil holde ham oven vande i de næste seks måneder. Det er en lang horisont, forsikrer han og tilføjer, at han er meget taknemmelig for ikke at være tvunget til ”slaveri” for at bo og overleve i Beirut, som han beskriver som en dyr og meget konsumorienteret by.
”Jeg ved, at jeg er meget heldig, også i forhold til andre syrere her i Libanon. Jeg kender så mange, der stadig bor i lejre, hvor situationen er værre end forfærdelig. Og det er svært at være syrer alle steder i verden nu, blandt andet fordi de europæiske lande har betalt formuer til Tyrkiet, Jordan og Syrien for at forhindre, at syrerne forsøger at komme til Europa derfra,” siger han.
Vi mennesker har en ganske særlig evne til at glemme de dårlige erindringer alt for hurtigt. Det er et stort problem. For når vi tillader os selv at glemme, så er der større fare for, at vi gentager de samme fejl igen og igen", siger Saeed Albatal.
Det har ingen mening at spørge til udsigten for den mere langsigtede fremtid. Hverken Saeeds egen eller Syriens. Svaret er indirekte givet i hver eneste sætning. Og alligevel kommer der en form for svar, der ikke indgyder håb. Tværtimod.
”I går blev købmanden, der havde sin lille forretning under mit hjem i Douma i det østlige Ghouta dræbt af et russisk angreb. Hvad tror du, de mennesker, der bor dér og så ham blive dræbt, vil tænke om Rusland og russere, efter at de i måneder uden ende har set de russiske fly i Assads ærinde i luften over dem?”.
”Uretfærdighed går ikke væk af sig selv. Vrede og had vokser sig bare større og større fra generation til generation,” konstaterer den syriske fotojournalist.
