Forud for Erdogans folkeafstemning


Klokken syv i søndagmorgen åbner stemmeurnerne i Tyrkiet. Omkring 60 millioner stemmeberettigede tyrkere vil blive bedt om at stemme enten ”evet”, ja, eller ”hayir”, nej, til en ændring af den tyrkiske forfatning. Hvis de 18 tilføjelser til forfatningen bliver vedtaget, ændres et parlamentarisk Tyrkiet til et Tyrkiet med et præsidentielt system. Et system, hvor præsidenten i skikkelse af Recep Tayyip Erdogan vil få næsten fuldstændig politisk magt.

I forvejen har godt 1,2 millioner af de cirka tre millioner tyrkere, der bor uden for Tyrkiet, afgivet deres stemmer i de forløbne to uger.

”Hvis det går, som Erdogan drømmer om, og ja-siden sejrer, så træder den grundlovsændring, der stemmes om, i kraft i 2019. Erdogan er i forvejen valgt til 2019. Og når grundlovsændringen er gennemført, kan Erdogan lade sig vælge til præsident to gange til. Hver gang i fem år og dermed reelt sidde på magten til 2029,” siger Nimrod Goren, der underviser på Det Hebraiske Universitet i Jerusalem i Tyrkiets moderne udvikling, og som har grundlagt Mitvim-instituttet, en uafhængig israelsk tænketank for regional udenrigspolitik.

”Der er tale om et sidste skridt i en proces for at konsolidere sin magt, som Erdogan har arbejdet på i samtlige de 14 år, han har været ved magten, fra han første gang blev valgt til premierminister i 2003, og siden han i 2014 blev præsident. Erdogan har trin for trin skabt overgangen fra et parlamentarisk Tyrkiet til et Tyrkiet, hvor præsidenten vil komme til at have koncentreret al magt hos sig,” forklarer Nimrod Goren.

Kigger man ud over gadebilledet i langt de fleste store tyrkiske byer, kan man næsten få det indtryk, at afstemningen allerede er afgjort. Evet-skiltene er kæmpestore og for det meste prydet med Erdogans portræt. Mens hayir-kampagnen er blevet skubbet til side, undtagen i østlige kurdiske provinser.

I de 14 år Erdogan har siddet ved magten, er Tyrkiet blevet et splittet land.

I sine første år som premierminister fremstod Erdogan som den, der ville samle Tyrkiet og nærme sig Europa. Der var optagelsesforhandlinger med EU, der blandt andet krævede, at Tyrkiet bedre menneskerettigheds forholdene for det store kurdiske mindretal. Det blev fulgt op af en såkaldt intern fredsproces, en dialog mellem Ankara og kurderne, der blandt andet vandt retten til at tale og undervise på kurdisk i skolerne.

Men Erdogan er siden slået fuldstændig om. I valgkampen op til folkeafstemningen i morgen har han udpeget kurderne, Europa og den kristne verden som fjendebilleder. De bruges til at præsentere afstemningen som et valg mellem ”dem” og ”os”.

Valgkampen er blandt andet blevet præsenteret som et valg mellem halvmånen, den islamiske verden, og korset, der repræsenterer kristendommen og især Europa. Op til afviklingen af afstemningen for tyrkere i udlandet har Erdogan lagt sig ud med både Holland og Tyskland og blandt andet beskyldt den tyske kansler, Angela Merkel, for at være nazist. Fredsprocessen med kurderne er for længst kørt af sporet, og kurdiske politikere bliver jævnligt arresteret og dømt for terrorisme. Alene på én dag, den 20. marts, blev den kurdiske leder af partiet Det Demokratiske Regions Parti idømt otte års fængsel, og i alt 121 kurdiske politikere, advokater og andre offentlige personer idømt tilsammen 1109 års fængsel. Alle anklaget for terror.

Hertil kommer de hundredtusinde tyrkere, journalister, lærere, dommere og andre offentligt ansatte, der er blevet afskediget og fængslet mistænkt for at have haft del i det

mislykkede kup den 16. juli 2016. Et kupforsøg, som Erdogan anklager sin tidligere politiske frænde, den amerikansk-bosatte islamiske leder Fethullah Gülen, for at have stået bag. Lige siden kuppet sidste år har der været erklæret undtagelsestilstand i Tyrkiet.

Semih Idiz er tyrkisk journalist. Han skriver for Turkey Pulse på Al-Monitor, et amerikansk-baseret internetmagasin om Mellemøsten, og er bosat i byen Bodrum. Semih Idiz er bekymret for folkeafstemningens udfald, men skynder sig at tilføje, at man aldrig kan vide sig helt sikker, når man taler om tyrkerne:

”Undervurder ikke tyrkerne, de kan overraske endda sig selv.”

”Uanset hvad udfaldet af afstemningen bliver, kommer der en svær tid bagefter, for det tyrkiske samfund er splittet i to. Der er blevet brændt så mange broer i vores samfund, som ikke bare kan bygges op igen. Hvis der bliver et overbevisende flertal af ja-stemmer, vil Erdogan have frie hænder til at gøre lige, hvad han vil. Men for at det skal være tilfældet, så skal ja-siden have over 60 procent af stemmerne, og det tror jeg ikke, de får,” siger Semih Idiz.

Den tyrkiske journalist sammenligner situationen med stemmefordelingen ved tidligere tyrkiske valg og regner på den baggrund med, at stemmerne vil fordele sig med lige omkring halvdelen til hver side. Det vil understrege den splittelse for og imod Erdogan, Semih Idiz føler så voldsomt i sit samfund.

”Hvis det for eksempel ender med at være 51 procent ja mod 49 procent nej, så står vi med et totalt splittet land, hvor Erdogan kan påstå, at han har vundet, men hvor oppositionen vil kæmpe imod ham. Modsat hvis der bliver et flertal til nej-siden, så vil præsidenten være nødt til at sætte sig ned og tænke sig rigtigt godt om, hvad hans næste skridt skal være,” vurderer Semih Idiz.

Og han er dybt bekymret:

”Det eneste, der kunne modvirke en fortsat polarisering, er, hvis præsidenten pludselig i nattens løb bliver klogere og giver sig til at genopbygge tillid og samle landet. Som at genoptage den interne fredsdialog med kurderne og fjerne den dybe kløft, der er blevet gravet mellem de to dele af den islamiske bevægelse, der før var ’brødre’: Erdogans Retfærdigheds-og Udviklingsparti AKP og Fethullah Gülens folk. Når der i dag sidder 100.000 af Gülens folk i fængsel, så svarer det med deres familier og slægtninge til adskillige millioner mennesker, der er blevet sat uden for samfundet,” siger han.

Det er ikke alle Tyrkiets problemer, der er forårsaget af Erdogan, forklarer Amberin Zaman, en tyrkisk journalist, der i mere end et årti har skrevet analyser af tyrkisk politik for en lang række internationale medier. Hun befinder sig for øjeblikket i den amerikanske hovedstad, Washington, hvor hun forsker i det kurdiske problem ved tænketanken Woodrow Wilson Centeret. Hun skriver stadig analyser, blandt andet for Al-Monitor.

”Tyrkiet er et land med strukturelle problemer og svage institutioner. Det skyldes blandt andet, at militæret, der har styret landet i forskellige konstellationer fra 1960’erne, var af den opfattelse, at det altid skulle styre landet og derfor ikke udviklede stærke civile institutioner. Landet har en lang række fundamentale økonomiske problemer, som kun er blevet værre af de seneste års mange terrorangreb, der har ramt turistindustrien meget hårdt. Tyrkiet har problemer med alle sine allierede og næsten alle sine naboer. Vi har et dybt splittet samfund. Og så har vi endnu ikke talt om det kurdiske problem,” siger hun.

Amberin Zaman minder om, at der ikke umiddelbart vil ske de store forandringer i Tyrkiet efter afstemningen, fordi Erdogan under alle omstændigheder er præsident, og det vil han blive ved med at være. Han blev valgt for en femårig periode i 2014 som AKP’s kandidat, og hans parti vandt også parlamentsvalget i november 2015 og sidder atter tungt på magten. Men det vil være et slag i ansigtet for Erdogan, hvis han taber folkeafstemningen:

”Han har satset så meget på den afstemning, også for at vende modstanderne i sit eget parti. Og der er modstandere i AKP. Spørgsmålet er, hvem den indre opposition imod Erdogan så ville kunne samle sig om. Og der er faktisk ingen. Måske lige med undtagelse af den tidligere præsident Abdullah Gül, men han holder foreløbig meget lav profil, så det er svært at sige, om han arbejder bag kulisserne,” vurderer Amberin Zaman.

”Selvom der er over 100.000 mennesker i fængsel på grund af deres påståede involvering i kuppet sidste sommer, så skal man lægge mærke til, at der ikke er noget pres på Erdogan for at løslade dem. Erdogan har ingen moralske skrupler, og trods den dybe splittelse i samfundet forudser jeg ikke, at der kommer voldelige protester eller optøjer, uanset hvordan folkeafstemningen ender. De, der for længst kunne være gået på gaden i protest, fordi alle deres ledere sidder i fængsel, er kurderne. Men de er ikke gået i protestdemonstrationer, og hvis ikke de gør det, er der ingen andre, der vil. Der vil være en stødt voksende opposition imod Erdogan, og det kan få ham til at føle sig usikker.”

”Men min vurdering vil være, at han vil reagere med netop ikke at slække sit jerngreb. Jo strammere det greb bliver, desto større er chancen dog for, at han en dag falder. Nye potentielle ledere vil sandsynligvis skulle opstå af utilfredsheden inden for AKP’s egne rækker og den øvrige konservative højrefløj, men det vil tage sin tid. Som tingene står i dag, er der ingen udsigt til, at Erdogan kan væltes,” fastslår Amberin Zaman.

(c)hf, 150417

Featured Posts
Posts are coming soon
Stay tuned...
Recent Posts
Archive
Search By Tags
Follow Us
  • Facebook Basic Square
  • Twitter Basic Square
  • Google+ Basic Square